Det store opland

Gudenåen er Danmarks mest varierede vandsystem. Det afvander cirka 10 % af hele Jyllands areal.

Foto fra fly over Silkeborg med søerne i baggrunden Ved Silkeborg midtvejs mod havet strømmer vandet til Gudenåen fra de høje skovklædte bakker. I forgrunden ses Silkeborg Langsø, i baggrunden skimtes fra højre Almind Sø, Brassø, Borresø og længst borte Julsø. Foto: Jens Muff Hansen, Naturplan.

Som et vandfad

Gudenåens afvandingssystem, eller opland, er som et kæmpestort, aflangt vandfad. Vandet fra nedbøren samles i riller som vandløb og i fordybninger som søer, før det løber ud i den laveste ende mod nord.

I alt er Gudenåens opland 2.600 km2. Det svarer til 10 % af Jyllands areal. Og regner vi Randers Fjord med, er oplandet 3.200 km2.

Vand kommer mange steder fra

Vandet kommer fra sandede heder i vest, frodige bakker i øst — og fra marker, enge, moser, store skove og mange byer. Noget af det, der findes her af næring, sand og alle mulige andre stoffer i jordbunden og oven på veje og pladser, ender til sidst i vandløbene.

På vej mod havet samles vandet i vildsomme bjergbække i dybe slugter øverst på bakkerne, i rolige åer, der flyder gennem brede floddale, som Nørreåen, i hurtigt strømmende åer som Funder Å, i dybe søer som Hald Sø (der er 30 meter dyb!), i søer med krystalklart vand og sjældne planter som Tingdalsøerne, Almind Sø og Slåen Sø — og i masser af søer med næringsrigt og mere uklart vand.
 

Blander sig med havet

Til sidst, ude i Randers Fjord, blandes Gudenåen med Kattegats havvand — i et stort deltaområde, hvor saltindholdet hele tiden skifter afhængigt af vejr og vind.

Fold alle ud

Gudenåsystemet - tæt på

Kortet neden for viser hele Gudenåsystemets opland. Gudenåen i sig selv afvander 2.600 km2 landområde. Men Gudenåen strømmer også gennem Randers Fjord. Regnes afstrømningen ned mod fjorden med til oplandet afvandes i alt 3.200 km2. Der er 550 vandløb og 67 større søer i hele Gudenåsystemet. Kort: Stig Bachmann Nielsen, Naturplan.

Kort, der viser hele Gudenåens opland

Oplandet får samling på vandet

Oplandet er det landområde, som bidrager med vand til et vandløb. På tegningen kan du se, hvordan vandet samler sig og løbet mod vandløbet. Der er to slags oplande: det topografiske opland, hvor landskabets overflade hælder ind mod vandløbet, og grundvandsoplandet, hvor grundvandets højde falder ind mod vandløbet. De to typer oplande behøver ikke at være ens. Nogle steder synker vandet ned i jorden på den fjerne side af en bakke. Men det kan alligevel ende i vandløbet, fordi det siver under bakken ned mod vandløbet. Tegning: Stig Bachmann Nielsen, Naturplan.

Principtegning, der viser ragnvandets afstrømning i landskabet