Danmarks længste å

Den nyfødte Gudenå pibler ud af jorden som en kilde ved Tinnet Krat og strømmer videre 160 km ud mod Randers Fjord og Kattegat.

Foto af gudenåens kilde Gudenåens udspring ved Tinnet Krat en tidlig morgen i oktober. Foto: Jens Muff Hansen, Naturplan.

160 km sving og trin

Gudenåen er Danmarks længste å. Fra sit udspring ved Tinnet Krat få km syd for Nørre Snede løber den gennem talrige sving og trin i landskabet 160 km nordpå mod Randers Fjord og videre ud i Kattegat.

Et mærkeligt forløb

Men hvorfor løber åen sådan en stor omvej? Hvis den strømmede direkte mod øst eller sydøst ned mod Horsens eller Vejle, ville den kunne klare turen til havet på kun 25-30 km!

Forklaringen skal søges tilbage i istiden. Da gletsjerne trak sig tilbage efterlod smeltevandet store dale, hvor åerne løber i dag.

Efter at isen var begyndt at smelte, løb Gudenåen først ud til Limfjorden nær det sted, hvor Viborg ligger i dag. Senere løb åen ud til Limfjorden gennem Skalsådalen, og først til sidst blev der åbnet for udløbet gennem Randers Fjord.

Men den direkte og hurtigste vej mod øst blev aldrig en mulig vej for åen. Her lå store bakker af sand og grus, som var skubbet op af ismasserne, og spærrede for vandet.

Stadig ingen nem vej

Også i dag løber Gudenåen mod Randers Fjord takket være de gamle bakker fra istiden. Kun en lille tur mod sydøst bliver det til ned gennem Tørring, før vandet løber mod nord —

Neden for kan du komme med på en 12 minutters tur ud langs Gudenåen - fra kilden og ned til udløbet i Randers Fjord. Undervejs på turen er der mange dyk ned under vandet. Filmen er venligst stillet til rådighed af projektet OplevGudenåen.

Fold alle ud

Gudenåen og isen

Tegningerne neden for viser, hvordan Gudenåen blev tvunget den lange vej ud til Randers Fjord. I istiden spærrede gletsjerne for vandet, så det måtte løbe nordpå. Først løb vandet ud til Limfjorden gennem Faldborgdalen ved Viborg. Senere løb vandet ud mod Limfjorden gennem Skalsådalen, og til sidst fandt vandet den nuværende vej gennem Randers Fjord ud til Kattegat. Tegninger: Stig Bachmann Nielsen, Naturplan.

Tegning, der viser gletsjerne med afstrømning gennem Faldborgdalen op mod Limfjorden

Tegning fra istiden, der viser vandets afstrømning gennem Skals å dalen op mod Limfjorden

Tegning fra istiden, hvor gletsjernes smeltevand strømmer ud mod Randers Fjord