Et rigt liv af planter og dyr

En stor å som Gudenåen giver plads til mange forskellige slags planter og dyr, som vi gerne vil bevare.

Foto af lystrfisker som har fanget en stor søørred fra båd Gudenåen har et meget rigt plante- og dyreliv. Åen og søerne er blandt andet levested for de gode bestande af søørred, som ellers er ret sjældne i Danmark. Foto: Henrik Jacobsen.

Mange slags levesteder

I den store å — eller flod – er der en rig plantevækst, som er enestående på europæisk plan, blandt andet med brudelys og sjældne arter af vandaks.

I de kolde kilder findes smådyr, som kun er kendt fra bjergbække. Længere nede gyder fisk som havørred og stalling og førhen var der også en naturlig bestand af laks, som kunne reproducere sig selv i åen. I søerne lever fisk og fugle i det stillestående vand, og i Randers Fjord er der arter, som er tilpasset udsving i saltindholdet.

 

Hvordan passer vi på livsrigdommen?

Det er et stort puslespil med mange brikker at bevare det rige plante- og dyreliv og samtidig sikre kulturhistorien omkring vandkraftanlæg og en effektiv afledning af vandet.

Der skal tages hensyn til vandplanter og fisk, når grøden skæres, når vandløbene oprenses og når der afledes regnvand og spildevand.

Og det er en stor opgave at skabe fri passage i vandløbene. Der er fjernet flere hundrede spærringer siden 1990’erne. Men der er stadig opstemninger, som forhindrer eller gør det svært for fiskene at svømme op og ned ad åen.

Se masser af små løjer i åen langs promenaden i Silkeborg. De rødøjede fisk, der ind imellem passerer forbi er skaller. Opotagelser: Jens Muff Hansen, Naturplan.

Livet i åen

  • tegning af fisk fra Gudenåen og dens søer
  • tegning af smådyr fra Gudenåen
  • tegning af fugle, som kan ses langs Gudenåen
  • tegning af vandplanter fra Gudenåen

Fold alle ud

Se mere om Gudenåens planter og dyr

I billedgalleriet oven for kan du få et lille indtryk af de mange forskellige slags planter og dyr, som lever ved Gudenåen.

I 2001 blev der fundet 80 forskellige arter vandplanter i og langs med hovedløbet, heraf 10 af de 19 arter af vandaks, som er kendt i Danmark. Desuden fandt man 5 krydsningstyper af vandaks.

Der findes naturligt 28 arter ferskvandsfisk i vandsystemet plus 9 arter, som stammer fra udsætninger eller udslip fra dambrug.

Isfugl, vandstær og bjergvipstjert er nogle af de mest karakteristiske vandløbsfugle. De to sidste yngler kun ved rindende vand.

Vandremuslingen, der stammer fra området omkring det Kaspiske Hav og Sortehavet, blev første gang registreret i Gudenåsystemet i 2006 i Knud Sø. Vandremuslinger er effektive til at filtrere vandet og har nogle steder gjort vandet mere klart. De findes nu i det meste af hovedløbet fra Tørring til Randers.

Hvordan vandremuslingerne vil påvirke vandsystemet på længere sigt, er meget usikkert.