Vandremuslinger - godt eller skidt?

Vandremuslingen har bredt sig som indført art i Gudenåens vandløb og søer siden 2006. Muslingerne gør vandet mere klart. Men de kan skade plante- og dyrelivet og øge risikoen for oversvømmelser.

Foto af vandremuslinger, der vokser tæt i lag ude på bunden af åen Vandremuslinger sætter sig i tykke lag på sten og solper i åer og søer. Foto fra Screeningsundersøgelse af vandremuslingens forekomst i Gudenå-systemet, maj - juni 2009, Orbicon 2009.

Hurtig spredning

I 2006 blev de første vandremuslinger set i Knud Sø. De har siden spredt sig til det meste af Gudenåen, alle søerne langs hovedløbet og Skanderborgsøerne. Spredningen opad i åen er sandsynligvis sket ved flytning af kanoer.

Klart, men stadig urent vand

Vandremuslinger har stor indflydelse på de vandområder, som de indtager. De er især kendt for deres store evne til at filtrere vandet og gøre det mere klart.

Ved Silkeborg kan man i dag se vandplanter og småfisk knivskarpt dybt nede i åen.

Men det klare vand snyder. Der er stadig masser af næringsstoffer i vandet. Uden vandremuslingerne til at filtrere vandet ville det være mere uklart og fyldt med alger.

Uheldige effekter?

Hvad vandremuslingerne med tiden vil betyde for Gudenåens andre planter og dyr, er uvist.

Dammuslinger og malermuslinger kan bukke under i kampen om at filtrere føde fra vandet, og de kan blive kvalt af vandremuslingerne.

Måske kan de også udsulte vårfluer, dafnier og vandlopper, som er vigtig føde for fisk.

Og måske kommer der flere giftige blågrønalger. Vandremuslingerne æder kun de ugiftige mikroalger, det giver blågrønalgerne en fordel i konkurrencen om vandets næringsstoffer.

Men erfaringen viser, at vandremuslingerne ikke altid giver de store problemer. Og der kan også være gode effekter. Troldænder og andre dykænder kan for eksempel bruge de mange vandremuslinger som føde.

Højere vandstand

Vandremuslingerne kan også skabe større risiko for oversvømmelser langs Gudenåen. Det skyldes, at klart vand øger mængden af vandplanter.

Fold alle ud

Portræt af vandremuslingen

Nærbillede af vandremusling, så man tydeligt ser striberne i skallerne, som de kendes på.
Vandremuslinger sætter sig i tykke lag på sten og stolper i åer og søer. Foto fra Screeningsundersøgelse af vandremuslingens forekomst i Gudenå-systemet, maj - juni 2009, Orbicon 2009.

Ved menneskets hjælp har vandremuslingen bredt sig til store dele af kloden fra dens oprindelige levesteder omkring Aralsøen, det Kaspiske hav og Sortehavet.

I Danmark er vandremuslinger mødt første gang på Sjælland i 1843. I Jylland blev den fundet i Jelssøerne omkring midten af 1980'erne, og fra 1990'erne i Fårup Sø.

Vandremuslingen bliver kun ca 4 cm lang. Den kendes på sin trekantede skal med lyse zig-zag striber. Det har også givet den navnet ”zebramusling”. Den sidder fasthæftet med hjælp af små tråde (byssus-tråde) på sten og andre faste genstande modsat andre ferskvandsmuslinger, som lever frit på bunden.

Vandremuslinger foretrækker ferskvand, men de findes også i brakvand. De vil helst have ret stille vand. Det er nok årsagen til, at de ikke findes i Gudenåens små vandløb med hurtig strøm.

Formeringen foregår ved, at de voksne muslinger om foråret og sommeren gyder sæd og æg ud i vandet. Hunnen kan gyde op mod 100.000 æg. Larverne svømmer rundt i få uger, før de finder et sted at fæstne sig.

Her kan du se notat fra 2009 om vandremuslingens indvandring til Gudenåen