Klart vand - højere vandstand

Klart vand i Gudens vandløb har øget udbredelsen og væksten af vandplanter. Det har øget risikoen for oversvømmelser.

Foto af hjertebladet vandaks i åen Hjertebladet vandaks i Gudenåen ud for Langå. Foto: Stig Bachmann Nielsen, Naturplan.

Flere vandplanter — højere vandstand

Et bedre miljø har gjort vandet i Gudenåens vandløb mere klart. Det har — paradoksalt nok — også givet problemer.

Rent vand betyder, at der nu er flere vandplanter i vandløbene om sommeren. Det har øget risikoen for, at vandløbene går over deres bredder.

Sollyset når længere ned

Sollyset kan i dag trænge dybere ned i vandløbene. Det har givet vandplanterne mulighed for at brede sig også til de dybe steder.

Samtidig vokser vandplanterne hurtigere end før, så de fylder mere i vandløbene hen på sommeren.

Begge dele har øget vandløbenes ”ruhed”. Vandet strømmer ikke så nemt væk og der er større risiko for, at vandløbene går over deres bredder.

Slåning genindført

Flere vandplanter har øget behovet for at slå grøden nogle steder sidst på sommeren. Siden 2009 er grødeskæringen genoptaget i de nedre dele af Gudenåen mellem Tange Sø og Stevnstrup, hvor der førhen ikke var behov for ast skære grøden.